Appelsin og lakridsdaddelkugler

Julen betyder ofte hjemmebagte småkager, konfekt, æbleskiver og en masse sukker. En sund julesnack kan derfor være et dejligt afbræk midt i alt julemaden. Du kan her lade sig inspirere til en sukkerfri julesnack som kan bruges på julebordet.

Ingredienser:
250 gram dadler
100 gram mandler eller hasselnødder
2 spsk kokosolie
1 spsk kokos
3 spsk kakaopulver
Vaniljepulver
Til appelsindaddelkugler:
Saften fra to appelsiner

Til lakridsdaddelkuglerne:
Lakrridspulver eller sirup – Tilsættes efter smag
0,5 dl vand

Start med at riste mandler og dadler på en pande sammen med halvdelen af kokosolien. Giv dem et par minutter på panden og lad mandlerne dufte dejligt ristet, så du får nøddesmagen med i dine daddelkugler.

Lad dadler og mandler køle af, hvorefter du putter dem i en blender, foodprocessor eller hvad du nu har. Put resten af kokosolien, vaniljepulver, kokos og kakao ned til dadlerne og blend indtil massen har den ønskede konsistens. Jeg kan godt lide, når der er lidt knas i daddelkuglerne, så jeg blender dem indtil mandlerne er groft hakkede.

Tag nu halvdelen af massen fra og blend resten med lakridspulver eller lakridssirup og en smule vand. Smagen af lakrids kan svinge lidt alt efter hvilken slags, du bruger, men smag til indtil du synes at det passer. Når massen er smagt til og har den rette konsistens puttes den i en skål for sig selv.

Blend nu den anden halvdel af daddelmassen sammen med appelsinsaften og tag også denne fra i en skål.

Daddelmassen er nu klar til at blive formet til kugler. Gør to tallerkener eller bøtter klar med henholdsvis kakaopulver og kokos. Rul appelsinmassen til kugler og  put dem i kakaoen. Rul derefter lakridsmassen til kugler og put dem i kokossen.

Når begge slags daddelkugler er blevet rullet i kakao og kokos kan du eventuelt rive lidt appelsinskal til pynt og servere.