Rødbedepesto og saltede mandler
Det nye år er over os, med hvilket der følger nye løfter om en sund livsstil. Hvis du har fokus på den sunde kost eller bare godt kan lide at lave dejlig og sund mad, så får du her opskriften skøn rødbedepesto samt saltede mandler.
Både rødbedepestoen og mandlerne passer godt på tapasbordet, som en snack sammen med grøntsagsstænger, ovenpå en postej eller som tilbehør til en varm ret. Jeg har eksempelvis brugt den her ovenpå en nøddepostej.
Ingredienser til rødbedepesto:
750 gram rødbeder
1 fed hvidløg
En håndfuld saltede mandler
1 bøf Tesbtrup gedeost
1 spsk. rapsolie
Ingredienser til saltede mandler:
200 gram mandler
0,5 dl vand
2 spsk. salt
Urtesalt, til det passer
Start med at forvarme ovnen til 175 grader.
Put vand og salt til de saltede mandler i en gryde og kog det op, indtil saltet er opløst. Put herefter mandlerne i gryden og lad dem trække i 15 min.
Imens mandlerne trækker i saltlagen, skyller du rødbederne, skærer enderne af og putter dem i et ildfast fad. Skær de store rødbeder i mindre stykker, så de alle har den samme størrelse, men lad skrællen blive på. Put fadet med rødbeder i oven og lad dem bage i 45 minutter, indtil skindet begynder at sidde løst og rødbederne er møre. Lad herefter rødbederne køle af, inden du arbejder videre med dem.
Når mandlerne har ligget i saltlagen, sigter du vandet fra og putter mandlerne på en bageplade. Sæt dem ind i ovnen sammen med rødbederne og giv dem 15 minutter.
Når rødbederne er kølet lidt af, skærer du skrællen af dem og putter dem i en blender sammen med hvidløg, saltede mandler, gedeost og olie. Blend indtil pestoen har den passende konsistens.
Som altid kan du lave din helt egen udgave af opskriften ved at skifte osten ud med en anden slags ost eller bruge pinjekerner i stedet for mandler. Gedeosten fra tebstrup ligger i en god krydderilage, som passer perfekt til rødbederne, men osten er ikke til at finde i alle supermarkeder og er samtidig lidt pebret. Jeg vil klart anbefale gedeost til denne opskrift, men hvis man har en god fast ost liggende, kan denne også bruges i pestoen.