Yoga på Lesbos så tårerne triller
Artikel fra Ekstra Bladet d. 02.09.2010
Tag på en mærkværdig rejse i dit indre. Yogaferie er zen for sjælen – prøv det, hvis du tør!
Dag 1
Det ser forkert ud. Indholdet i min kuffert: Løse bukser, blomstrede bukser, løbebukser. Slatne trøjer, sports-bh og flade sko. Alt for meget søndagstøj og alt for få stiletter og korte kjoler.
13 timer senere sidder jeg bænket med en velfortjent suppe serveret efter rejsen fra København til Lesbos i Grækenland.
– Du skal betragte dette som din indre rejse. Denne uge er til for dig… Forbered dig på følelsesmæssige udfordringer og psykiske rutsjeture.
Rejseguide og instruktør Karina Helsted forbereder os inden sengetid på ugen. ‘Os’ er den gruppe af individer, der har valgt en anderledes ferie. En ferie i velværets tegn: Yogaferie.
Den kvindelige flok er lige så forskellig som alderen fra 28-57: Karrierekvinder, arbejdsløse, gravide, fraskilte, homoseksuelle, københavnere, jyder, teoretikere og fabriksarbejdere, yogaproffer og yoganovicer… Personligt hører jeg til den sidste kategori, men nu er jeg flygtet fra hverdagens stress og alskens elektroniske afhængighed – for kun at lade én ting op – mig selv!